Oskar Kokoschka m.fl – Wien – Belweder
Værker af Oskar Kokoschka (1886-1980) samlet i den permanente udstilling i de sidste to rum kommer hovedsageligt fra de første ti år af deres ophold i Wien, kreative og frugtbare år. Efter 1915 r. Kokoschka kom sjældent tilbage hertil, bor normalt sammen med moderen. Hendes portræt, hvorfra en filial tilknytning udgår, den hænger i det første rum. Kokoschkas portrætter adskiller sig radikalt fra Schieles. Kokoschka argumenterede, at ”personen ikke er stilleben”, så han fik sine modeller til at bevæge sig og tale, så der er så meget liv som muligt i billederne. Blandt de værker, der hænger i dette rum, er et portræt af maleren, Carla Molla, Alma Mahlers stedfar, komponistens enker. Kokoschka havde en kort med hende, men lidenskabelig romantik. Moll begik selvmord med sin datter, Maria, og svigersøn. Det skete i 1945 r., efter sovjetiske soldaters indtog i Wien.
I det sidste rum er der bl.a.. Stilleben med fårekød malet af Kokoscha i samlerkøkkenet, Dr. Oskar Reichel, som bestilte kunstnerens portræt af sin søn. Der er flere værker af andre malere i samme rum, m.in. egenskab, Emil Noldes iøjnefaldende arbejde med mørke farver og spændinger, Kubistisk maleri af Fernand Léger, og den atmosfæriske Klingier-kvartet af Max Oppenheimer.
Historicisme, realisme, impressionisme
I de syv rum i paladsets vestfløj, på den modsatte side af Marmorhallen, er en samling af kunstværker fra århundredeskiftet placeret.. I det første rum skiller den kontroversielle gigantiske Court of Paris af Max Klinger sig ud, hvor gudinden optræder i fed negligé foran Paris. To konkurrenter afventer deres tur backstage. Giovanni Segantinis dårlige mødre er et propagandabillede, anti-abort, doneret fra Secession Pavillon i 1903 r. Andre værker beskæftiger sig også med det kvindelige tema, np. Eve Augusta Rodina og Augusta Renoirs sejrrige Venus. I de næste to rum er en lang række senere værker af franske impressionister samlet, m.in. Eduarda Maneta, Claude Monet og Camille Corot.
Østrigeren er en af de mindre kendte og uden tvivl mindre anerkendte kunstnere, Hans Makart (1840-84), som udover at male lavede mange andre ting. Det var en figur fra stor virksomhed, ikke så mærkeligt, at rummet, der er viet ham, er dekoreret med storslåede møbler, ligner disse, som stod i hans atelier. På den ene væg hænger et kæmpe maleri af Bacchus og Ariadne, der forestiller et triumferende orgie af nøgne kroppe. Overfor er der lange lodrette kasser med titlen. Fem sanser. Disse billeder er en god illustration af Makarts typiske passion for sensuel nøgenhed.
Yderligere Makarts værker kan ses i det tilstødende rum, og også af Anton Romako (1832-89), rygter om døden, at det skulle være et selvmord, sandsynligvis på grund af undervurdering fra modtagernes side. Må indrømme, at det er svært at sammenligne de undersøgte kommercielle værker af Makart med de psykologiske portrætter af Romaka baseret på nøjagtige indsigter, men mindre populær. Det er værd at se på portrættet af kejserinde Elizabeth, som afviger fra den traditionelle portrætteringsstil. Romako brugte grå, triste farver, og arrangementet af Sisis krop afslører hendes holdning til verden – generthed, lukning i sig selv, frygt. I det fjerneste rum hænger Romakas mest berømte værk, Tegethoff under søslaget ved Lissa. Dette billede afslører også skaberens ukonventionelle tilgang til emnet: der er intet spor af heltemod i det, og besætningens ansigter viser frygt og frygt for den kommende skæbne.