Divisionist faktura

Vi har aldrig hørt om det, til Seurat, Kryds, Luce, van de Velde, van Rysselberghe eller Angrand talte om point, vi har aldrig set dem have travlt med at score. Læs ordene, som Seurat dikterede til sin biograf Jules Christophe:

"Kunst er harmoni, Harmoni er en analogi af modsætninger, analogt med lighederne, straks, skygge, linjer; ton dvs. lys og skygge; skygge, dvs.. rød og den komplementære grønne, orange og den komplementære blå, gul og den komplementære lilla… Udtryksmediet er optisk blanding af toner, nuancer og deres interaktioner (skygger) i henhold til strengt etablerede love”.

Er det i disse kunstregler, som er reglerne for adskillelse, det taler om point? Er der spor af useriøse scoringsspil i dem??

Du kan også bruge opdeling uden scoring.

Enhver skitse af Seurat taget fra naturen, på bunden af ​​cigarkassen, malet med et par penselstrøg, det bliver ikke scoret, men adskilt, for trods det forhastede arbejde er farven ren, individuelle ingredienser afbalanceret og kontrast overholdt. Og kun disse funktioner, ikke pedantisk prikker, de udgør adskillelse.

Rollen som scoring er meget mere beskeden: det giver simpelthen en mere vibrerende overflade til billedet, men det giver hverken lysstyrke, heller ikke farvens intensitet, heller ikke harmoni. Komplementære farver, som favoriserer og styrker hinanden, hvis de er imod, de bliver fjendtlige over for hinanden og ødelægger hinanden, også selvom de er optisk blandet. Sammenstillingen af ​​de røde og grønne overflader fremhæver dem begge, dog skaber de røde prikker blandet med de grønne en grå og farveløs helhed.

Adskillelse kræver ikke berøring af børsten i form af en prik. Det kan bruge sådan en plet i billeder af små dimensioner, men i storformatlærreder afviser han det fuldstændig. Størrelsen på den adskilte plet skal være proportional med værkets størrelse, ellers kan den blive misfarvet. Plet split, variabel, i live, "lys”, så det er ikke en pointe, lige, død, „materiale”.

5. Du behøver ikke at dømme, den maler, der deler, han hengiver sig til tankeløst at gribe perforeringen af ​​lærredet, små pletter i forskellige farver, top ned og højre mod venstre. Starter fra kontrasten mellem to farver, uden at have med flyet at gøre, som skal dækkes, han er imod, det graderer og afbalancerer proportionerne af forskellige ingredienser på begge sider af grænsen, indtil den støder på en anden kontrast, som bliver årsag til en ny karaktergivning. Og fra kontrast til kontrast er lærredet dækket.

Maleren spiller på sit farvetastatur, ligesom komponisten bruger han forskellige instrumenter til orkestret- symfoni iscenesættelse: ændrer rytmer og måler, som han finder det passende, immobiliserer eller antænder et element, det modulerer noget graduering uendeligt. Overvældet af glæden ved at organisere spillet og kæmpe mod syv prismatiske farver, minder det om en musiker, der multiplicerer de syv toner på skalaen for at komponere en melodi. Modsætning, hvor kedeligt arbejdet med punch line er… Og er det ikke et naturligt fænomen, så mange malere, hvem på et tidspunkt, efter mode eller ved overbevisning, begyndte at score, forlade dette triste job, trods den indledende begejstring? […]

7. Resultatet, som neo-impressionister stræber efter, som sikrer deres adskillelse - dette er maksimalt lys, farve og harmoni. Så det ser ud til, at deres teknik passer perfekt til de dekorative kompositioner, og som nogle af dem undertiden anvendte det til. Men væk fra officielle ordrer, uden vægge at dekorere, de venter på tiderne, når de får lov til at udføre store opgaver, de drømmer om.

På afstand, hvilket er pålagt af den normale størrelse af værker af denne type, korrekt anvendt tekstur vil være umærkelig, og de adskilte komponenter vil smelte sammen til lysende, farvestrålende overflader. De adskilte pletter vil også blive usynlige, som streger af en Delacroix pensel i dens dekorationer i Apollo Gallery eller i Senatets bibliotek. […]

Selv små lærreder af neo-impressionister kan betragtes som dekorative malerier. De er ikke studier, heller ikke staffeli malerier, men ”eksemplariske forsøg på kunst med en enestående dekorativ sans, som vier en anekdote til arabesken, opregning til syntese, til, hvert øjeblik, for holdbar og velegnet til naturen, endelig træt af sit kunstige liv, autentisk eksistens” skrev hr.. Felix Feneon. Er det lærreder, som genskaber lys til væggene i vores moderne lejligheder, der omslutter rene farver i rytmiske linjer, som har noget af charmen ved østlige tæpper, mosaikker og stoffer, de er ikke en dekorativ kunst?