Gustav Klimt – Wien – Belweder
Værker af Gustav Klimt (1862-1918) er i det andet rum, ved siden af nutidige kunstneres værker: Kolo Mosera, Carla Molla og Maxa Kurzweila. Et æterisk billede, som ved tanker fraværende fra kvinden i Portrættet af Sonja Knips (1898) dette er Klimts første værk som selvstændig kunstner, og samtidig det første af portrætterne bestilt af konerne til rige jødiske industrifolk. De næste to portrætter kan ses i det tilstødende rum. Disse er portrættet af Fritzy Riedler (1906), hvoraf udstråler Klimts kærlighed til rig ornamentik, og Portræt af Adela Bloch-Bauer I. (1908) malet på toppen af zloty-perioden. På maleriet er modellen sløret af forgyldte mykenske spiraler og egyptiske øjne, ikke så mærkeligt, at en af kritikerne var utilfreds med dette, ved hjælp af et ordspil, at der er ”mere skrald på den end fru Bloch” (mere plademetal end Bloch).
Kulminationen på den gyldne periode i Klimts værk er det monumentale værk med titlen. Et kys udstillet bag panserglas. Det skildrer Klimt, der holder sin mangeårige elsker i omfavnelsen, Emilię Flóge. Brugen af guld, måske inspireret af faderens indflydelse, som var gravøren, blev modtaget entusiastisk, og værket blev købt ind i statens samling under Kunstschau w 1908 r. Dette er et usædvanligt tilfælde – det sker sjældent, at være kunstner, som eliten udtrykker deres misbilligelse over for, han blev officielt støttet af myndighederne. Klimts næste berømte værk er Judith I., tidligt "guld” årets arbejde 1901 skildrer en jødisk morder i en tilstand af seksuel ekstase efter halshugningen af Holofernes. Adela Bloch-Bauer poserede til billedet. Det skal bemærkes, at originalen er meget mindre, end man kunne forvente, så det er ikke svært at gå glip af.
Der er også otte kvadratiske landskaber i rummet med Kysset. De er placeret i to lige store rækker på den ene væg. Hvert år tilbragte Klimt sin sommerferie i familiens Floge-hus ved Attersee i Salzkammergut. Han malede al fresco landskaber på det tidspunkt for at slappe af, lige på lærredet, ingen foreløbige skitser. Ligesom Monet, han gik ofte ud i midten af søen, sætte staffelier op på båden, og han afsluttede det arbejde, han havde påbegyndt efter en ferie i et wiensk studie. Frugten er rig, næsten flade endimensionelle værker, en slags farvede gobeliner (nogle af dem føler sig endda pointillistiske), smuk for øjet og meget populær blandt salongængere.
I det sidste af de rum, der er viet til Klimt, er der værker fra den sidste periode af hans arbejde. Kunstneren malede ikke længere med guldmaling, bukke under for indflydelsen fra japansk kunst og fauvisternes grundfarver, np. Matissea. Resultatet kan vurderes, ser på Portræt af Adela Bloch-Bauer II (1912), hvorpå den malede figur ligner en dukke. Værket blev til kun fire år efter den gyldne version. Klimt arbejdede normalt på flere lærreder på én gang, han malede ofte sine modeller nøgne, og tøjet blev tilføjet senere. Dette kan ses på den ufærdige brud, som blev fundet i kunstnerens atelier efter hans død, sammen med det fauvistiske Portræt af Joanna Staude.
Du kan se ned fra den sidste Klimt-hal, beundrer det rigt forgyldte ottekantede paladskapel, mere end to etager høje, designet af Hildebrandt. Den har beholdt mere eller mindre dette udseende den dag i dag, hvad hun havde under Eugene af Savoyen.