[Sankt Remy, begyndelsen af december 1889 r.]
[…] Når Gauguin, som du ved, han var i Arles, flere gange tillod jeg mig en vis abstraktion af v Vuggevisen, w Læser en roman, sort på baggrund af det gule bibliotek; på det tidspunkt forekom denne abstraktion mig en meget attraktiv vej, men du kan se, min kære, det er et fortryllet felt, du står over for en uigennemtrængelig væg meget hurtigt.
Jeg benægter det ikke, efter et helt liv med mandlige kampe, de ledte efter, at påtage sig barrierer for naturen kunne forsøges, men jeg vil ikke knække mit hoved med disse ting. Jeg legede med naturen hele året rundt, uden at tænke meget eller over impressionisme, eller noget andet. Men endnu en gang tillod jeg mig selv at fange for store stjerner - og fejlede igen; Jeg er træt af det. Så nu arbejder jeg i olivenlunde, leder efter de forskellige effekter af grå himmel mod gul jord, med en sort-grøn accent af blade. Nogle gange igen jord og lilla blade mod en gul himmel, så den røde jord igen, og himlen er lyserød- grøn. Nå ja, Jeg er meget mere interesseret i dette end alle de ovennævnte abstraktioner.
Hvis jeg ikke har skrevet i lang tid, Dette er fordi, at hvis jeg skal bekæmpe sygdommen og berolige mit hoved, Jeg har ikke lyst til at have nogen diskussioner; desuden så jeg en fare i alle disse abstraktioner. I løbet af stille arbejde påtvinger smukke emner sig. Først og fremmest handler det om at fordybe sig grundigt i virkeligheden. Uden en plan på forhånd, uden parisiske koncepter. Jeg er i hvert fald meget utilfreds med dette år, men måske vil det være et stærkt fundament for den næste. Jeg lod mig trænge igennem af brisen, der kom fra alle de bakker og frugtplantager; hvad er det næste - jeg vil se. Mine malerambitioner er begrænset til nogle få furer, spirende korn, olivenplantagen, cypres; denne er ikke let at gøre. Ty, du holder så meget af primitiver, du studerer dem, hvorfor, sige - det ser ud til - at du ikke kender Giotto. Vi så for nylig et lille billede af Giotto med Gauguin i Montpellier - en hellig kvindes død. Følelserne af glæde og lidelse udtrykkes så menneskeligt dér, det uanset hvordan det satte sig fast i det nittende århundrede, det forekommer mennesket, at han er der, Fortællingen skal opdeles efter følelser. […]
Her er en beskrivelse af lærredet, som jeg har foran mig lige nu. Udsigt over parken ved sanatoriet, hvor jeg opholder mig: til højre en grå terrasse, stykke hjem, et par falmede rosenbuske, til venstre området af parken - rød agromoni, solbrændt jord, dækket med nedfaldne fyrrenåle. Kanten af parken er beplantet med store fyrretræer - stammer og grene lavet af rød okker, det grønne af bladene blev bedrøvet af blandingen af sort. Disse høje træer skiller sig ud fra aftenhimlen, glitrende på en gul baggrund med violet; den gule går op til pink, i grøn. Væg, rød okker igen, udsigten lukker sig - over den er der kun en bakke lavet af lilla og gul okker. Nå, det første træ er der. det er en kæmpe stamme, der er ramt af lynet og filtet ned. Dens sidegren rejser sig meget højt og falder ned i en lavine af mørkegrønne nåle. Denne mørke kæmpe er som en forslået stolthed i kontrast, hvis vi behandler ham som et levende væsen, med den sidste roses blege smil, forrådnende på busken foran ham. Tomme stenbænke under træerne, mørk buksbom, himlen spejler sig i vandpytten efter regnen. Solstråle, det sidste blink, lyser indtil orange, mørk ugrem. Sorte figurer vandrer hist og her blandt træstammer.
Forstå, at det er en kombination af rød okker, trist, de dæmpede grønne og sorte linjer omkring omridset giver indtryk af angst, som ofte griber nogle af mine ledsagere i nød - indtrykket kendt som "sort og rødt."”. Og desuden temaet for et stort træ ramt af lynet, den sidste efterårsblomsts morbide lyserød-grønne smil, understreger denne tanke.
Et andet lærred viser solen stå op over underskoven af ungt korn15; linjer løber i det fjerne, bedene går højt op ad lærredet til væggen og en række syrenhøje. Marken er lilla og grønlig-gul. En hvid sol omgivet af en stor gul glorie. Her, i modsætning til det lærred, Jeg ville gerne udtrykke min trøst, stor fred.
Jeg fortæller dig om disse to lærreder, især om den første, at minde dig om, at du kan få indtryk af pine, uden at forsøge at gå direkte til den historiske have Gethsemanij og ved dette, at udtrykke et emne, der er blidt og opløftende, det er ikke nødvendigt at vise personerne fra Bjergprædikenen.
Så. At blive rørt af Bibelen er nok klogt og rigtigt. Men nutidens virkelighed har sådan en indflydelse på os, det selv når vi forsøger at løsrive de gamle tider i vores sind, hverdagens små begivenheder distraherer os fra disse kontemplationer, og vores egne eventyr kaster os rundt, hvilket er uundgåeligt, ind i kredsen af vores personlige oplevelser, glæde, sorger, lidelse, vrede og smil.
Biblen! Biblen! Hirse, fra den tidlige barndom blev han præsenteret for hende, han læste intet andet end denne bog. Alligevel malede han aldrig eller næsten aldrig bibelske temaer. Corot lavede Getsemane med Kristus og aftenstjernen, virkelig inspireret. Man kan mærke Homer i hans arbejde, Aeschylosa, Sofokles, ikke kun evangeliet. Men hvor er det diskret og giver en fordel til nutidige indtryk, almindelige, tilgængelig for os alle. Men, men - vil du sige - og Delacroix? Så!
Delacroix – men så skulle man jo studere helt anderledes – ja, du skulle studere historien, før du sætter tingene bare sådan. Også, min kære, bibelske billeder omfatter> fiasko. […]
Uanset hvor ulækkert og ulækkert maleriet var i vores tid, den, der valgte dette erhverv, hvis han gør det vedholdende, han er en pligtmand, trofast og pålidelig. Samfundet forgifter ofte vores liv, og dermed også. vores værkers magtesløshed og ufuldkommenhed er resultatet. Jeg formoder, at Gauguin lider meget af det og ikke kan udvikle sig sådan, som om hans indre evner tillod det. Jeg klager over den fuldstændige mangel på modeller. Men der er smukke udsigter her »Jeg har færdiggjort fem lærreder i dimensionen« 50″: oliventræer.
Hvis jeg stadig er her, det er fordi mit helbred bliver meget bedre. Til, Hvad laver jeg, det er svært, søge, og det er fordi jeg prøver at temperere mig selv igen i ret meget hårdt arbejde og ville være bange, så jeg ikke blev svækket af afbrudte emner.
Har du set mit studie med den lille mejer, den gule kornmark og den gule sol?17 Det er det ikke endnu, dog kom jeg ind på dette helvedes problem med gul. Jeg taler om en groft misforstået undersøgelse lavet af naturen, og ikke om dens gentagelse i bindestregen, hvis virkning er svagere. Jeg ville lave den helt i svovlgul. Jeg ville have mange flere ting at fortælle dig, og hvis jeg skriver i dag, det er fordi jeg har et meget mere roligt hoved; tidligere var jeg bange for spænding, indtil jeg er helbredt. Jeg giver dig en varm hånd, samt Anquetin og andre, hvis du ser dem, og tro, at jeg er oprigtigt hengiven til dig, din
Vincent